Vordingborg Billard Club søger engagerede hjælpere

Har du en sælger eller en formidler i ”maven”?

Vi står overfor den mest spændende sæson nogensinde i klubbens historie. Med hold i Søren Søgaard Liga, 2. division og 3. division er vi med helt fremme i dansk billard suppleret med fire hold i serierækken i Region Øst. På det individuelle niveau er klubben repræsenteret af ”Årets spiller 2017” samt flere topspillere. Og på klubplan kan vi til marts 2018 fejre klubbens 50 års jubilæum. Vi live-streamer alle kampe fra den nye sæsons start.

Sælgere

Vi har brug for nogle udadvendte sælgertyper, som kan gå i dialog med virksomheder på en troværdig og engageret måde.

Din opgave bliver at tage kontakt til potentielle emner og indgå konkrete sponsor- og samarbejdsaftaler. 

Det ”papirmæssige” vil der være hjælp til, så du kan koncentrere dig om salgsarbejdet.

Planerne for salget ligger i sponsorudvalget, som du bliver medlem af. Koordinator for udvalget er Jørgen Nielsen.

Interesseret?

– så ring til Jørgen på 2972 5559

Formidlere – PR

Vi har brug for en eller flere som har lyst til at formidle alle de gode og spændende ting, der sker og skal ske i Vordingborg Billard Club.

Din opgave bliver at opsnuse og formidle nyheder, resultater mm. så andre end de ”indviede” får glæde af det. Du vil få mulighed for at lave indlæg på vores hjemmeside og Facebook-gruppe. Vi laver også gerne en Facebook-side, hvis du mener, det kan være med til at udbrede dine budskaber.

Markedsføringen af V.B.C. som en seriøs sportsbillardklub med stærke sociale relationer, bliver også en af dine opgaver. Planerne for vores PR-arbejde ligger i PR-udvalget. Koordinator for udvalget er Jens Erik Lindsel.

Interesseret?

– så ring til Jens Erik på 4220 7757

Løn kan vi ikke tilbyde. Til gengæld får du mulighed for at opleve glæden ved at yde en indsats for klubben, som alle medlemmer vil værdsætte og takke dig for.

Vil du være med til at præge udviklingen yderligere, så vil vi gerne høre fra dig.