Tag-arkiv: Generalforsamling

Bestyrelsesposterne fordelt

Posen blev rystet, da der ikke var en kandidat til kassererposten.

Da generalforsamlingen gik igang mandag aften den 11. februar 2019 kl. 19:00, var der ikke umiddelbart en kandidat til posten som kasserer efter John S. Nielsen, som ikke ønskede genvalg efter otte år på posten. Bestyrelsen anmodede derfor generalforsamlingen om mandat til at foretage følgende valg og omrokeringer:

  • Bjarne Hansen vælges til kasserer for 2 år og afgår som formand
  • Jens Erik Lindsel vælges som ny formand for 1 år.
  • Camilla Buhl Andersen indvælges i bestyrelsen som bestyrelsesmedlem for 2 år.

Generalforsamlingen tiltrådte anmodningen og gav mandat til at gennemføre de nævnte valg som foreslået af bestyrelsen.

Fredelig generalforsamling.
Formanden Bjarne Hansens beretning gav ikke anledning til spørgsmål eller kommentarer. Tilsvarende var det med turneringsleder Jens Erik Lindsel’s beretning om turneringernes forløb. Og heller ikke den afgående kasserer, John S. Nielsen blev mødt med indvendiger eller spørgsmål til det flotte årsregnskab. Et regnskab som tydeligt viste, at der i årets løb har været høj aktivitet på alle fronter.

medlemsfremgangFlot medlemstilgang giver også udfordringer
Med et aktuelt medlemstal på 132 (heraf er 13%  ungdoms-medlemmer), har der aldrig tidligere været så mange medlemmer i klubben. Og det stiller naturligvis store krav til vores materiel samt vores indbyrdes forståelse for at få træning og kampe afviklet på bedste vis. Spilleudvalget med John Albrechtsen som ny formand, fik bl.a. til opgave at komme med forslag til, hvordan vi kan indrette os med hensyn til træning og spil, så alle kan komme til bordene uden at gå forgæves.

Ny kontingentstruktur og -satser pr. 1. maj 2019
Bestyrelsen har vedtaget nye satser og nye aldersgrænser for ungdom, senior og senior+.

Du læse mere om det hele i det samlede referat for generalforsamlingen, som bliver hængt op i klubbens lokaler.

Ny formand for VBC

På klubbens generalforsamling mandag den 12. februar 2018 blev Bjarne Hansen valgt som ny formand for VBC.

Velkommen “på broen”, Bjarne

Bjarne overtager roret og afløser dermed ”the grand old man” Jørgen Nielsen, som efter mange år på posten har ønsket at indtage en mere ydmyg plads i bestyrelsen som menigt medlem. Herfra kan Jørgen rådgive og vejlede Bjarne i den kommende tid, hvor mange opgaver står for døren. Blot for at nævne nogle af de større: klubbens 50 års jubilæum samt DM-stævner i 1-bande carambole og i fri carambole. Herudover vil der forsat være arbejde med live-streaming og ikke mindst klubudviklingen. Men dog ikke alene, idet mange gode kræfter står klar som hjælpere og støtter.

Turneringspiller med mange kampe i bogen

Bjarne vil af mange i klubben såvel som spillere i andre klubber på Sjælland, være kendt som en ihærdig turneringsspiller. Det bliver til rigtig mange kampe i årets løb – og nogle naturligvis bedre end andre. En af de mest mindefulde oplevelser har sikkert været, da han var med til at vinde landsfinalen for serie 3 i maj 2016. Siden er der bygget på med instruktørkursus, carambole discipliner og naturligvis individuelle kampe i flere rækker samt som fast mand på klubbens serie 1 hold. Også tid til deltagelse i klubbens interne to-mands handicap turnering finder han.  

Tak til Jørgen og Bjarne for godt arbejde i bestyrelsen 

Generalforsamlingen sagde pænt tak til Jørgen for indsatsen som formand, og næstformand Erling Petersen kvitterede med et par gode flasker rødvin og en buket til fru Nielsen. Vi glæder os til at måtte låne Jørgen ligeså mange timer i klubben som hidtil. Tak for det, fru Nielsen! Håber du også må nyde det! 

Samtidig kunne Erling også takke Bjarne L. Pedersen for en loyal og arbejdsmæssig flot indsat i og for bestyrelsen. Aldrig har Bjarne svigtet, når der blev kaldt på hjælp og en forlænget arm. Tak for det Bjarne!

 

Referatet fra generalforsamling er pt. under udarbejdelse og vil som tidligere år blive hængt på opslagstavlen i såvel Stege som Vordingborg.