Tag-arkiv: DM 1-bande

Nyt DM til Anders Henriksen

Dansk Mester 2017-18 i 1-bande carambole

I den forgangne weekend tog  Anders Henriksen fra Vordingborg Billard Club (VBC) endnu et DM hjem til sin samling. Året tredje DM-titel kom i hus i 1-bande carambole på hjemmebanen i Vordingborg.

Det blev et mesterskab, hvor det svingede noget i kvaliteten for Anders. ”Jeg spillede en meget skidt turnering, som bar præg af mange meget svære oplæg, og når man fik samlet op, så lå det også svært”, konkluderer den danske mester.

Det glædelige for Anders er, at hans topniveau er blevet bedre. Med flotte serier på 28 og 29 til distancen 75 lukkede Anders i 7 indgange i semifinalen mod Kim Jørgensen, Rønne. Det gav imidlertid optimisme forud for finalen mod Flemming Gross, Randers.

Finalen startede også rigtig godt med en serie på 35. Men så kom der mange indgange hvor oplæggene var svære at arbejde med og heldet var heller ikke på Anders’ side. Først efter 25 indgange lykkedes det endelig for Anders at lukke kampen og dermed sikre sig DM-titlen i 1-bande carambole, idet modstanderen Flemming Gross, Randers kun fik sat 48 point ind på kontoen.

Vordingborgs anden deltager ved DM, Henrik Hansen nåede desværre kun de indledende puljekampe. Her var han desværre så uheldig at støde ind i Anders Henriksen i første kamp.

Nye opgaver venter forude

Anders Henriksens næste mission er EM U21 i Fri Carambole i Påsken i Ronchin, Frankrig. Herefter venter der endnu et DM-stævne på hjemmebanen i Vordingborg i netop samme disciplin. Det sker i weekenden 21. – 22. april 2018, hvor også klubkammeraten, Henrik Hansen deltager.

VBC ønsker Anders tillykke med DM og held og lykke ved EM U21 i Rochin.

Foto: Claus Vilhelmsen, Sjællandske

DM i 1-bande carambole i VBC

VBC afvikler DM i 1-bande carambole i kommende weekend.

Vordingborg Billard Club (VBC) er i den kommende weekend 24.-25. marts 2018 vært ved DM i 1-bande carambole, som er en af de absolut sværeste discipliner inden for billardsporten.

Lokalbrag i første kamp når to VBC’er mødes.
Anders Henriksen, VBC
Henrik Hansen, VBC

Anders Henriksen som er forsvarende dansk mester i disciplinen og skal allerede i indledende puljekamp op mod klubkammeraten Henrik Hansen.

Der er således allerede fra starten lagt op til mange spændende kampe efterfølgende.

 

Spillerne kommer langvejs fra for at kæmpe om titlen

Følgende fem spillere vil forsøge at gøres sig gældende i mesterskabskampen udover Anders og Henrik:

Martin Hylander, Fredericia, Thomas Holmehøj, Ringsted, Flemming Gross, Randers, Kim Jørgensen, Rønne og Morten F. Sørensen, KBK/BNV København.

Borgmester åbner DM-stævnet

Stævnet starter lørdag den 24. marts 2018 kl. 09:30 med åbning ved borgmester Mikael Smed. Herefter starter stævnet med puljekampene som alle afvikles lørdag. Nr. 1 og 2 fra hver pulje mødes i semifinalerne søndag fra kl. 10:00. Finalen afvikles umiddelbart herefter.

Mød op og støt Anders og Henrik og se billard i topklasse

Alle er velkommen begge dage i VBCs lokaler i kælderen under Gåsetårnskolen (Iselinge), Chr. Richardtsvej 33, 4760 Vordingborg. Der er gratis adgang og kaffe på kanden.

Døjer du med bentøjet så fat mod! Begge dage live streamer vi fra DM i 1-bande carambole.

Følg kampene direkte på VBC’s YouTube kanal.

VBC byder publikum, spillere og oficials velkommen til billard i topklasse!