Nybagt Europamester skal forsvare sit DM i Fri Carambole i Vordingborg

Anders Henriksen skal forsvare sin senior DM titel i Fri Carambole

I weekenden 21. og 22. april 2018 afvikler Vordingborg Billard Club (VBC) igen et dansk mesterskab. Denne gang drejer det sig om disciplinen Fri Carambole for seniorer. Den forsvarende danske mester, Anders Henriksen, VBC er storfavorit til at genvinde sit DM. Ikke mindst fordi han i Påsken vandt EM for U21 i samme disciplin.

International topklasse

Han er Danmarks suverænt stærkeste spiller i de såkaldt klassiske discipliner. Her kræves meget stor taktisk forståelse og ikke mindst tempo og stødteknik, som mange ganske enkelt ikke behersker på samme niveau. Når alt dette går op i en højere enhed, vil man se sportsbillard af allerhøjeste internationale klasse. Anders understregede netop sin internationale klasse ved i finalen ved EM U21 at lave alle 300 point i sin første serie – og dermed sikre sig guldmedaljen.

Udfordrerne til DM i den kommende weekend er imidlertid klar til at tage kampen om. Men om det kun bliver om de sekundære placeringer vil weekendens kampe afsløre. En af udfordrerne til titlen er klubkammeraten Henrik Hansen, VBC som sikkert vil gøre en stærk figur og kæmpe med om medaljerne.

VBC byder på billard i international topklasse – og kaffe på kanden til publikum i klubbens lokaler i kælderen under Gåsetårnskolen (Iselinge), Chr. Richardtsvej 33, Vordingborg

Borgmester Mikael Smed flankeret af de to VBC’er: Henrik Hansen (tv.) og Anders Henriksen.

FAKTABOKS

  • I Fri Carambole drejer det sig om at lave ”rødt” uden nødvendigvis at spille via bande.
  • Distancen er 300 point pr. kamp. Hver gang rødt giver 1 point.
  • Der spilles lørdag i to indledende puljer med hver fire deltagere. Om søndagen mødes nr. 1 og 2 fra de to puljer hinanden ”på kryds” i semifinalerne. Vinderne af semifinalerne spiller umiddelbart herefter om det danske mesterskab.
  • DM-stævnet åbnes lørdag den 21. april kl. 09:45 af borgmester Mikael Smed, Vordingborg Kommune.
  • Spillerne ved DM er: Anders Henriksen, Vordingborg BC, Daniel Nielsen, Kalundborg BC, Henrik Hansen, Vordingborg BC, Claus Andreasen, Rønne BK, Morten Færgemann Sørensen, KBK/BNV København, Jørgen P. Jørgensen, Bristol Odense, Jeppe Kjølby, Næstved BK og Roy Ibsen, BK Højen Stubbekøbing.
  • ”Klassiske discipliner” omfatter bl.a. Cadre 47/2, Cadre 71/2, 1-bande carambole, fri carambole

Alle er velkommen i VBC, som har til huse i kælderen under Gåsetårnskolen (Iselinge), Chr. Richardtsvej 33, 4760 Vordingborg – og der er kaffe på kanden!

Der er også mulighed for at følge kampene via live streaming på VBC YouTube kanal:

https://www.youtube.com/channel/UCHQLFp8_NR80owRcdd7Y-Og