Mindeord over Erik Jensen

Det er med stor sorg, at Vordingborg Billard Club må meddele, at vi har mistet en god ven og klubkammerat, Kaj Erik Jensen, som pludseligt døde den 4. juli 2018.

Kaj fik hurtig nogle kælenavne som i de fleste sammenhænge blev Erik, men navne som ”Snipler” og ”bademesteren”, var også navne som han reagerede på.

Erik var uddannet typograf, men fik dog hurtigt arbejde i vores lokale svømmehal som blev hans arbejdsplads frem til hans pension.

Erik startede gerne sin dag med en gåtur rundt om Oringepynten inden han var klar til sine gøremål. Han var en særdeles udpræget foreningsmand, og havde mange gøremål i sin dagligdag. Erik havde sine gøremål i boligforeningen og en ugentlig aften i VIF, hvor han havde kiosken om onsdagen. Han brugte også en del tid med spilleforeningen på A-bar, hvor han også kunne nyde en skomagerpot på deres hold om vinteren. Ligeledes var Erik en god orienteringsløber i sine yngre dage og elskede at møde sine venner i klubben ”Skovkaldende” til deres årlige træf.

I VBC kender vi Erik som en rigtig god kammerat, som meget gerne stillede op til de jobs som vi spurgte ham om. Med stor omhu passede han vores automat med påfyldning og hjemkøb af varer og havde diverse dommertjanser, rengøring mm. Erik var endvidere et stort aktiv i VBCs bestyrelsen gennem en årrække. Til sin bortgang var han ligeledes revisor i klubben.

Erik var også en meget aktiv og habil billardspiller. Han hyggede sig med sit mandagshold i skomager, sit 2 mandshold med undertegnede igennem mange år samt ikke at forglemme hans søndagshold igennem hele vinteren.

Det er helt sikkert, at når talen kommer til at dreje sig om Erik, vil han altid blive omtalt som en venlig og behagelig klubkammerat og som en god ven. Vi har alle meget at takke Erik for!

Æret være Eriks minde!

Jens Erik Lindsel